Du fortæller en ven, hvordan det gik i butikken i går. Han åbnede, du skrev fakturaerne, de gik alle sammen tidligt hjem. Tre personer, tre handlinger. På palæstinensisk er hver af dem det samme lille verbum med en ny endelse, og den endelse er hele motoren i datid.
Tag , "han skrev". Det er den enkleste form, der findes, uden noget sat på enden. Sæt en kort hale på, og du har skiftet, hvem der skrev. katabt, jeg skrev. katabat, hun skrev. katabu, de skrev. Den, der handler, bor i endelsen, så du har knap nok brug for et separat ord for, hvem det var.
Lad os bygge det op, én person ad gangen.
Han-formen er din startblok
Hvert verbum i datid vokser ud af én form: "han gjorde det". (han skrev), (han betalte), (han åbnede). Tre konsonanter, a-vokaler imellem, ingen endelse overhovedet. Det er den form, du finder i enhver ordliste, og den er affyringsrampen for alle de andre personer.
Der er intet verbum for "er" i nutid, så en enkel sætning i nutid kan helt mangle et verbum (se intet ord for "er"). Når der er et verbum i nutid, har det et b- foran (mere i palæstinensisk arabisk vs. MSA). Datid dropper b- og klarer sig udelukkende med de endelser, du er ved at lære.
Så få han-formen på plads først. Alt andet er den stamme plus en hale.
Et -t gør det til "jeg" (og "du")
Skru et -t på enden, og "han" bliver til "jeg". bliver til katabt (jeg skrev). bliver til dafa3t (jeg betalte). Du kan sætte ana foran, hvis du vil, men det er sjældent nødvendigt. -t siger allerede, at du taler om dig selv.
Nu den del, der får folk til at snuble. "Du", når du taler til en mand, tager præcis det samme -t. Så katabt er både "jeg skrev" og "du skrev", med samme lyd. Du skiller dem ad ud fra sammenhængen, eller ud fra pronomenet, hvis du beholder det. Taler du til en kvinde, sætter du et lille -ti på:
- katabt: jeg skrev, eller: du skrev (til en mand)
- katabti: du skrev (til en kvinde)
Det føles mærkeligt, at jeg og du deler endelse. Du vænner dig hurtigt til det, fordi samtalen som regel gør det tydeligt, hvem der er hvem.
"Hun" får -at
Til "hun" er halen -at. bliver til katabat (hun skrev), bliver til dafa3at (hun betalte). Let og hurtigt, du hægter den bare på. Den kommer du til at bruge meget, for halvdelen af enhver historie er "hun sagde det, hun gjorde det".
"Vi" er -na, "de" er -u
To endelser mere, og du har næsten hele sættet. -na er "vi", -u er "de".
- katabna: vi skrev
- katabu: de skrev
Til "I" (flere personer) er endelsen -tu: katabtu (I skrev, til en gruppe). Læg mærke til forskellen fra "de", det er kun ét bogstav. katabtu er I, katabu er de.
Her er hele sættet, med ét verbum hele vejen igennem. Læs kolonnen til højre for sig selv, og du ser hele systemet:
| hvem | datid af katab | endelse |
|---|---|---|
| jeg | katabt | -t |
| du (til en mand) | katabt | -t |
| du (til en kvinde) | katabti | -ti |
| han | ingen | |
| hun | katabat | -at |
| vi | katabna | -na |
| I (flertal) | katabtu | -tu |
| de | katabu | -u |
Egentlig seks endelser, fordi "jeg" og "du (m)" deler én, og "han" ikke har nogen.
Endelserne er ligeglade med verbet
Det bedste: de haler ændrer sig aldrig. De er ligeglade med, hvad verbet betyder. Tag (han betalte), og kør det gennem de samme pladser:
- dafa3t: jeg betalte
- dafa3ti: du betalte (til en kvinde)
- dafa3at: hun betalte
- dafa3na: vi betalte
- dafa3tu: I betalte
- dafa3u: de betalte
Samme seks haler, ny stamme. (han åbnede) fungerer på samme måde: fata7t (jeg åbnede), fata7u (de åbnede). Lær endelserne én gang, og du kan køre hundredvis af regelmæssige verber med tre bogstaver igennem dem uden at lære noget nyt.
Du kan droppe pronomenet
Fordi endelsen allerede siger, hvem der handlede, er det selvstændige pronomen valgfrit, og som regel bliver det udeladt. dafa3na alene er et fuldt "vi betalte". Du behøver ikke i7na foran. Det samme med katabat, hvor -at allerede peger på "hun".
Du hører stadig pronomenet, når nogen vil lægge tryk på det, som i ana dafa3t, mish inte (det var mig, der betalte, ikke dig). Men i almindelige udsagn bærer verbet selv den, der handler. Det er en stor grund til, at palæstinensiske sætninger bliver så korte.
ma...sh: at sige, at det ikke skete
For at gøre et af dem nægtende pakker du verbet ind i ma...sh. Sæt ma foran og -sh bagpå, og verbet sidder i midten. katabt (jeg skrev) bliver til ma katabtish (jeg skrev ikke). Det lille i før -sh er bare en hjælpevokal, der er sneget ind for at gøre konsonantklyngen til at sige (mere om det i hjælpevokalen).
- ma katabtish: jeg skrev ikke
- ma katabsh: han skrev ikke
- ma katabuush: de skrev ikke
- ma dafa3sh: han betalte ikke
Den ma...sh-indpakning er kun til verber. Det andet "ikke", mish, er til sætninger uden verbum (mish hown, ikke her). Bland dem ikke sammen: et verbum i datid tager altid ma...sh-sandwichen.
Så når serveece'en holder ind, og din ven griner og siger ma dafa3sh, ved du præcis, hvem der betaler turen. Ham. Endelsen fortalte dig det, og det gjorde indpakningen også.