Peg på et hus i Ramallah, og sig haada beet. Det var det. Du har sagt en hel sætning: "det her er et hus". Du sagde det her, du sagde hus, og så stoppede du.
Engelsk kan ikke stoppe dér. "Det her hus" hænger bare i luften. Du skal bruge et er for at lukke den, og vi læner os op ad det lille ord hele tiden. Palæstinensisk har det ikke. I nutid findes der intet ord for "er" nogen steder, og når du holder op med at lede efter hullet, bliver mange af dine sætninger kortere.
Læg bare de to ord ned
Hele tricket er at lægge to dele ved siden af hinanden og kalde det færdigt. Et stedord og et tillægsord:
- ana ta3baan: jeg er træt
- ana mabsooT: jeg er glad
Et stedord og et navneord:
- inte mudeer: du er chefen
- huwwe hown: han er her
Et navneord med et tillægsord bagefter:
- il-beet kbeer: huset er stort
- il-bint shaaTra: pigen er klog
Og et pegeord plus et navneord:
- haada beet: det her er et hus
- haay sayyaara: det her er en bil
Hver eneste af dem er en færdig sætning. Ingen lim i midten, intet der står i stedet for "er".
Ord for ord ser det for kort ud
Stil det palæstinensiske op ved siden af en ordret oversættelse, og du kan se præcis, hvor den manglende brik skulle have siddet.
| Det, du mener | Palæstinensisk | Ord for ord |
|---|---|---|
| jeg er træt | ana ta3baan | jeg træt |
| huset er stort | il-beet kbeer | huset stort |
| du er chefen | inte mudeer | du chef |
| det her er en bil | haay sayyaara | det her bil |
Det føles forkert i cirka en uge. Hjernen venter hele tiden på det verbum, der aldrig kommer. Så en dag siger du ana ta3baan uden at tænke over det, og hullet holder op med at genere dig.
Og "er" er ikke det eneste ord, palæstinensisk klarer sig uden. Der er heller intet verbum for "at have" eller "at ville". Du siger for "jeg vil have" ved at hænge en endelse på bidd, og det har sin egen guide. "Er"-hullet er bare det første, du støder ind i.
At sige, at noget ikke er: mish
For at gøre en af de her sætninger nægtende skal du ikke lede efter et verbum at annullere. Du sætter lige foran den del, du benægter.
- ana mish ta3baan: jeg er ikke træt
- haada mish beeti: det her er ikke mit hus
- huwwe mish mabsooT: han er ikke glad
- mish hown: ikke her
mish klarer alt det, "er ikke" gør. Det står foran tillægsord, navneord, stedsord, hvad som helst du siger ikke passer.
En hage. mish er kun til de her sætninger uden verbum. I det øjeblik et rigtigt verbum dukker op (han gik ikke, jeg vil ikke), tager et andet mønster over, og verbet bliver sat i klammer af ma...sh. Den side af nægtelsen finder du i palæstinensisk arabisk vs MSA. Indtil videre: er der intet verbum i sigte, så grib efter mish.
Datid bringer verbet tilbage: kaan
Alt ovenfor er nutid. Skift til datid, og verbet kommer gående ind igen. Det hedder , "var".
Du tager sætningen uden verbum og sætter kaan ind med den rigtige endelse:
- ana ta3baan (jeg er træt) bliver til kunt ta3baan (jeg var træt)
- il-beet kbeer bliver til il-beet kaan kbeer (huset var stort)
Her er, hvem der er hvem:
| Hvem | var |
|---|---|
| jeg var | |
| han var | |
| hun var | kaanat |
| de var | kaanu |
Så "hun var syg" er kaanat mareeDa, og "de var her" er kaanu hown. Den tomme plads, der stod i nutid, bliver fyldt af kaan, i samme sekund du taler om i går.
Du spørger ved at løfte stemmen
Én rar ting følger af, at der ikke er noget verbum at flytte rundt på. For at gøre en påstand til et ja/nej-spørgsmål siger du den samme sætning og løfter stemmen til sidst.
- haada beetak: "det her er dit hus" eller "er det her dit hus?"
- inte saaken hown: "du bor her" eller "bor du her?"
De samme ord hver gang. Spørgsmålet ligger helt i melodien. Du skal ikke vende om på ordstillingen. Du siger dine to ord, lader slutningen glide opad, og en påstand bliver til et spørgsmål.