Gå ind i en boghandel i Ramallah og bed om al-kitaab, og ekspedienten ved godt, hvad du mener. Bed om den, sådan som man siger det derhjemme, og så bliver det il-ktaab. Samme ord, samme bogstaver, forskellige munde.
Den kløft, mellem hvordan arabisk bliver skrevet, og hvordan palæstinensere faktisk taler, er det, der får de fleste elever til at snuble. Lærebøgerne lærer dig én arabisk. Gaden taler en anden.
Her er, hvad der foregår, og hvad du faktisk har brug for at vide.
To slags arabisk, ét sprog
Moderne standardarabisk (MSA, eller al-fuS7aa på arabisk) er den udgave, du finder i aviser, i nyhederne, i religiøse tekster og i højtidelige taler. Alle arabere lærer den i skolen. Ingen bruger den derhjemme.
Palæstinensisk arabisk (il-lahje l-falasTiniyye) er det, folk faktisk siger, når de køber tomater, kalder ungen ind eller skændes om fodbold. Det er ikke slang. Det er ikke ødelagt MSA. Det er et fuldt sprog med sin egen grammatik, sit eget ordforråd og sin egen personlighed.
Tænk på forskellen mellem, hvordan du skriver en jobansøgning, og hvordan du taler med din roommate. Begge dele er dansk. De lyder slet ikke ens.
Det q, der ikke er der
Hvis der er én lyd, der afslører palæstinensisk arabisk med det samme, så er det det, der sker med bogstavet qaaf (ق).
På MSA er qaaf en dyb lyd, der bliver dannet langt bagest i munden. qalb (hjerte). qahwa (kaffe). al-quds (Jerusalem).
I palæstinensisk bysprog forsvinder den lyd. Den bliver til et glottalt lukke, det lille stop i halsen mellem de to dele af engelsk "uh-oh".
- → (Jerusalem)
- → (hjerte)
- → (kaffe)
Så når nogen i Jerusalem siger bashrab 'ahwe, mener de "jeg drikker kaffe". En litterær tekst ville skrive ashrabu qahwatan. En helt anden planet.
En hage: folk fra landet og beduiner beholder tit q-lyden eller gør den til et hårdt g i stedet. bigool for "han siger", hvor en fra byen ville sige bi'ool. Ude i verden hører du alle tre. Byudtalen med ' er den standard, appen her lærer dig.
Det lille b-, der ændrer alt
På MSA er nutid umarkeret. aktub betyder "jeg skriver" eller "jeg er ved at skrive". Enkelt.
Palæstinensisk arabisk sætter et b- foran ved almindelige handlinger, der sker nu eller af vane:
- : jeg skriver / jeg er ved at skrive
- : du skriver
- : han skriver
- : de skriver
Fjern b-, og så taler du om noget, du vil gøre, planlægger at gøre eller er lige ved at gøre:
- : jeg vil skrive
- : jeg er nødt til at skrive
Præfikset b- er et af de tydeligste kendetegn. Hører du det, ved du, at du er på talesprogets område. MSA bruger det aldrig.
Ord, der ikke findes i den anden
En stor del af det palæstinensiske hverdagsordforråd har ingen modsvarighed på MSA, og omvendt. Nogle af de mest almindelige ord i begge sprog overlapper slet ikke.
| Dansk | Palæstinensisk | MSA |
|---|---|---|
| hvad? | / | / |
| hvorfor? | ||
| nu | ||
| her | ||
| ikke | / | |
| kun | ||
| meget | ||
| hvem? | ||
| jeg vil have | ||
| hvordan? | ||
| sådan her |
Hvis en palæstinensisk ven spørger dig leesh ma jeet mbaari7? ("Hvorfor kom du ikke i går?"), er MSA-udgaven limaadha lam ta'ti amsi? Samme betydning. Næsten intet til fælles.
At sige nej
MSA nægter med la, laysa, lam og lan, alt efter tid og ordklasse. Forskellige regler til forskellige situationer.
Palæstinensisk gør det på to måder, og begge er lette.
Til navneord og tillægsord bruger du mish (eller mush):
- : han er her ikke
- : jeg er ikke træt
Verber lægger du ind i en sandwich af ma...sh:
- : jeg vil ikke
- : jeg ved det ikke
- : han gik ikke
Det -sh, der bliver hæftet på enden af verbet, kommer fra det gamle arabiske ord shay' (ting). Det er en af de markører, der får palæstinensisk, egyptisk og andre regionale dialekter til at lyde, som de gør.
Pronominerne er kortere
MSA har særskilte hankøns- og hunkønsformer i flertal, totalsformer og længere ord hele vejen igennem. Palæstinensisk forenkler det hele.
| Dansk | Palæstinensisk | MSA |
|---|---|---|
| vi | ||
| I | / | |
| de | / |
Intet særskilt "I" til kvinder. Ingen totalsform. intu dækker en flok fyre, en flok kvinder eller en blanding. Mindre at huske.
Hvor grænserne bliver uskarpe
Her er krøllen: ingen taler rent palæstinensisk eller ren MSA hele tiden.
Tænd for Al Jazeera, og nyhedsværten læser op på MSA. Så klipper de til et interview på gaden, og personen svarer på palæstinensisk. Begge kan sagtens være fra samme kvarter.
Uddannede arabere glider mellem de to uden at tænke over det. En professor kan begynde en forelæsning formelt, glide over i talesprog, når hun fortæller en historie, og så smække tilbage til det formelle til afslutningen. Politikere, lærere, religiøse ledere og journalister gør det alle sammen. De blander registrene efter situationen.
Det her mellemområde bliver nogle gange kaldt uddannet talt arabisk (Educated Spoken Arabic). Talesprog i bunden, krydret med litterære ord og vendinger. Det er svært at efterligne uden mange års lytten. Prøv ikke at fake det. Få talesproget på plads først, så kommer blandingen af sig selv.
Så hvilken skal du lære?
Er dit mål at tale med folk i Palæstina, er svaret ligetil. Lær palæstinensisk først. Tag MSA med senere, hvis du får brug for at læse nyhederne eller følge en religiøs prædiken.
En palæstinenser kan som regel forstå MSA uden de store problemer. Omvendt er det ikke altid sådan. En elev med kun MSA i hovedet sidder på en café i Betlehem og går glip af halvdelen af, hvad der bliver sagt ved nabobordet.
Den gode nyhed: når du kan palæstinensisk, vil syrisk og libanesisk føles bekendt (omkring 80 % overlap med syrisk efter de fleste opgørelser). Jordansk ligger meget tæt på. Egyptisk er den nabo, der er sværest at knække, men du vil stadig forstå en hel del.
Den endnu bedre nyhed: den her app lærer dig palæstinensisk. Du er allerede det rigtige sted.