Du står på et kaffested i Ramallah, og fyren bag disken venter. Du peger og siger biddi qahwe. Det er det hele. Du har lige bedt om noget på arabisk, og der var intet verbum nogen steder i sætningen.
For palæstinensisk har intet verbum for "at ville". Det, sproget har, er et bitte lille ord, bidd, og et sæt endelser, du måske allerede kender.
Der er intet verbum for "ville"
På dansk er "ville" et verbum. Du bøjer det: jeg vil, han ville, hun har villet. Palæstinensisk springer alt det over. Det tager bidd og limer en personendelse fast bagpå, de samme små haler, der betyder min, din, hans på et navneord.
Så er ordret noget i retning af "min vilje", og det gør arbejdet for "jeg vil gerne". Byt endelsen ud, og du er rykket til en anden person. MSA ville gribe efter et rigtigt verbum her, ureedu. Palæstinensisk hænger bare en endelse på bidd (endnu et sted, hvor de to slags arabisk går hver sin vej, se palæstinensisk arabisk vs. MSA).
Endelserne, du allerede kender
Her er grunden til, at sættet er billigt. Endelserne på bidd er præcis de samme, som du sætter på et navneord for at vise ejerskab, og på 3ind for at sige, at du har noget.
| endelse | "...hus" | "...har" | "...vil gerne" |
|---|---|---|---|
-i (min / jeg) | beeti | ||
-o (hans / han) | beeto | biddo | |
-ha (hendes / hun) | beetha | bidha |
Kan du sige beeti (mit hus) og 3indi (jeg har), så er biddi gratis. Samme -i. Samme -o for "hans". Samme -ha for "hendes".
En lille detalje, der er værd at lægge mærke til: biddi, biddak og biddo beholder dobbelt d, men i samme øjeblik endelsen starter med en konsonant, letter klyngen, og du dropper det ene. Så det hedder bidha (hun vil gerne), ikke biddha, og bidna (vi vil gerne), ikke biddna. Det gør munden af sig selv.
Hele sættet
| person | "vil gerne" |
|---|---|
| jeg | |
| du (m) | biddak |
| du (f) | biddik |
| han | biddo |
| hun | bidha |
| vi | bidna |
| I (flertal) | bidkum |
| de | bidhum |
Otte former, ét mønster. Øv dem højt som en blok, og de sætter sig hurtigere, end du tror.
At ville have en ting
Sæt et navneord lige efter bidd, og du har bedt om det. Intet "en", intet verbum, ingenting imellem.
- biddi qahwe: jeg vil gerne have kaffe
- biddi mayy: jeg vil gerne have vand
- biddo shaay: han vil gerne have te
For at gøre en af dem til et spørgsmål ændrer du ikke ét eneste ord. Du løfter bare stemmen til sidst. biddak ishi? betyder "vil du have noget?" Samme ord som udsagnet, og spørgsmålet ligger udelukkende i tonen.
At ville gøre noget
For at sige, hvad du vil gøre, sætter du et bart verbum efter bidd. Bart betyder uden b- foran, den enkle "at jeg går"-form.
- biddi aroo7: jeg vil gerne gå
- biddo iroo7: han vil gerne gå
- bidna niroo7: vi vil gerne gå
Læg mærke til, at verbet også har sin egen personmarkering. biddi siger allerede "jeg", og aroo7 (a-formen) siger "jeg" igen. De skal passe sammen. biddo passer med iroo7, bidna med niroo7. Begge halvdele af udtrykket peger på den samme person, én gang fra bidd og én gang fra verbet.
Når du ikke vil
At nægte bidd fungerer som at nægte ethvert verbum. Du pakker det ind i ma...sh.
- : jeg vil ikke
- ma biddoosh: han vil ikke
Så når en tjener spørger biddak ishi taani?, kan du vifte det væk med ma biddeesh, shukran.
biddi betyder også "skal til at"
Her er bonussen. Det samme bidd har dobbeltjob som en blød fremtid. Alt efter sammenhængen er biddo iroo7 enten "han vil gerne gå" eller "han skal til at gå". bidna niroo7 dækker både "vi vil gerne af sted" og "vi skal lige til at gå".
Som regel fortæller situationen dig, hvilken det er. En, der griber sine nøgler og siger biddi aroo7, beretter ikke om en følelse. Vedkommende er allerede halvvejs ude ad døren.