Du står på den anden side af gaden over for en række hvide busser i Ramallah, ikke én af dem med et skilt, du kan læse, og en chauffør hænger ud af vinduet og råber et navn, du halvt genkender. Hvilken er din? Du spørger. Det er hele kunsten. Bussen kører på måske et dusin ord, og når du først har dem i munden, holder den række busser op med at være et gættespil.
Hvor du venter: mawqaf og ma7aTTa
To ord dækker, hvor du står. En mawqaf er busstoppestedet, stedet på (gaden), hvor bussen faktisk holder ind. Tit er der hverken læskur eller skilt, bare et hjørne, alle kender. En er større: stationen eller remisen, hvor ruterne starter, og hvor busserne og delebilerne alle holder sammen.
Det første, der kommer ud af din mund, er som regel ween il-mawqaf? (hvor er busstoppestedet?). Der er intet ord for "er" i den. Det er ordret "hvor stoppestedet?", og det hul er helt normalt på palæstinensisk.
I byen bliver q i mawqaf som regel blødt til et lille stop i halsen, så du hører maw'af lige så tit som mawqaf. Samme ord. Det er det samme q, der forsvinder overalt i bysproget.
Og vil du hellere spørge et menneske end lede efter hjørnet, så peg og spørg om vej: ween iT-Tareeq? (hvor er vejen?).
Bus, bil, tog: hvad det hedder
| Dansk | Palæstinensisk |
|---|---|
| bus | |
| bil | sayyaara |
| tog | |
| chauffør | shoofeer |
| busstoppested | mawqaf |
| station |
baaS er et lånt ord i arabisk tøj, og derfor tager det il- og får et arabisk flertal (baaSaat). Regn ikke med at bruge treen ret meget på Vestbredden. Der er næsten ingen passagertog at køre med. Bussen og delebilen, servees'en, klarer næsten alt arbejdet, så det er de ord, der betaler sig.
Spørg chaufføren, om det er din bus
Når en bus holder ind, har du ikke brug for en billetluge eller en app. Du læner dig ind mod shoofeer'en og spørger, om han kører din vej: haada biroo7 3a-l-balad? (kører den her ind til byen?). Byt ud med der, hvor du skal hen: Nablus, Hebron, universitetet, lejren.
Er det din bus, vinker han dig ind eller siger bare irkab (stig på). Er det ikke, får du et hurtigt la', it-taani (nej, den næste) og et nik ned ad rækken.
Op i bussen, og ud igen
Verbet for at stige ind i alt, man kører i, er rikeb. Bil, bus, tog, en vens motorcykel, samme ord. For at sige, at du vil med, hænger du endelserne for min/din/hans på (jeg vil gerne) og tilføjer det bare verbum: biddi arkab (jeg vil gerne stige på). i i rikeb skifter til et a i arkab, og det får folk til at snuble de første par gange. Mere om biddi her.
At stå af er spejlbilledet. Verbet er nizel (at gå ned, at stå af). Når dit hjørne nærmer sig, fanger du chaufførens blik og siger biddi anzil hown (jeg vil gerne af her), eller du siger bare waqqef , (stop her, tak). På en længere tur kan du sige it-taani, der betyder det næste stoppested, og pege fremad.
En lille ting, der betyder noget: sig det lidt i forvejen. Chauffører kan ikke altid holde ind i samme sekund, du siger det, så giv besked ved hjørnet før dit.
Hvad det koster
Du betaler shoofeer'en kontant, nogle gange når du stiger på, nogle gange når du står af, og i servees'en sender man tit pengene op gennem sæderækkerne fra hånd til hånd. Kender du ikke prisen, klarer (hvor meget?) det. At tælle det op i shekel har sin egen guide.
En tur på to minutter, fra start til slut
Her er det hele sat sammen. Du får øje på rækken af busser og spørger en fyr i nærheden ween il-mawqaf? En bus ruller ind, du læner dig ind mod chaufføren og prøver haada biroo7 3a-l-balad? Han nikker, siger irkab, og du stiger på. Tre gader fra der, hvor du bor, fanger du hans blik og siger biddi anzil hown. Han holder ind. Du rækker ham pengene, siger shukran, og så står du på fortovet igen.