Sæt en kvinde fra Nablus og en mand fra Damaskus ved samme bord, og vent på det øjeblik, hvor den ene sætter tempoet ned for den anden. Det kommer ikke. Ingen gentager en sætning. Ingen trækker sig tilbage til nyhedernes formelle arabisk. Tre timer senere er de stadig i gang, og ingen af dem har tilpasset en eneste ting.
Start dér, for det meste, der bliver skrevet om arabiske dialekter, har det her omvendt. Palæstinensisk og syrisk ligger lige ved siden af hinanden, tættere end noget andet par på kortet bortset fra palæstinensisk og jordansk. At forstå hinanden er aldrig problemet.
Det, forskellene gør, er at placere dig. Giv en damaskener én sætning, og så ved hun det.
En lahje er også et tonefald
Ordet for dialekt er lahje, og det samme ord dækker tonen i nogens stemme. Det er en ret god beskrivelse af, hvad der skiller de to. Grammatikken er næsten fælles. Det, der er forskelligt, ligger tættere på tonen: vokalernes farve, formen på et spørgsmål og et par dusin småord.
Der er et særskilt ord for accent og udtale, lafeZ, og det er det, folk griber efter. Nogen vil sige til dig, at dit lafeZ er syrisk, længe før de kan pege på det ord, der afslørede dig.
Vokalerne læner sig frem i Damaskus
Palæstinensisk holder et langt aa bredt og åbent, vokalen i engelsk "father". (dør). (nabo). (skal, må).
En damaskensisk mund trækker den vokal frem og op, mod vokalen i engelsk "bed". Så laazem lander et sted tættere på lezem, og baab ligger mellem baab og beb. Det er en lille forskel. Den er også konstant, i hver sætning, på hvert langt aa, og derfor opfatter du den som en accent, før du kan pege på et eneste ord.
Undtagelsen på begge sider er det tunge selskab. Ved siden af de emfatiske S, D, T, Z og ved siden af strubelydene bliver vokalen bagude og mørk, og ingen flytter den nogen steder hen.
Den anden halvdel er endelsen på hunkønsord. Jerusalem og Ramallah siger for skole og slutter på et e. Palæstinensisk på landet holder endelsen bredere, tættere på et a. Damaskus går hele vejen til e og bliver der. Så den sidste stavelse i et helt almindeligt navneord sorterer dig allerede ind i en by eller ud af den, på begge sider af grænsen.
Begge sider dropper q, og begge sider beholder det
q er det første, folk griber efter, når de vil sortere arabisktalende, og her sorterer det dårligt, for byerne på begge sider gør det samme ved det. Jerusalem, Ramallah, Nablus, Damaskus, Homs, Aleppo: intet q bagest i munden overhovedet. Det er et glottalt lukke, det lille stop midt i engelsk "uh-oh".
Så ma3laqa (ske) og qarye (landsby) bliver begge udtalt med det stop i Ramallah og i Damaskus, og at du hører det, siger intet om, hvilket land du står i.
Uden for byerne deler det sig, og det deler sig efter egn mere end efter land. Bjerglandsbyerne omkring Ramallah og Nablus gør q til et hårdt k. Længere sydpå, og blandt beduiner, bliver det til et g, og Hawran-sletten, der begynder en time syd for Damaskus, siger også g. Druserne, durzi på arabisk, holder fast i det fulde, dybe q i landsbyer på begge sider af linjen.
En bonde fra Hawran og en beduin fra det sydlige Palæstina er enige om den her lyd. Ingen af dem er enige med byen en time længere oppe ad vejen.
Den del, du ikke kan læse dig til
Syrisk tale har en stigning, som palæstinensere beskriver som syngende. Spørgsmål klatrer til sidst og bliver hængende deroppe et slag længere, end et palæstinensisk spørgsmål gør. Palæstinensisk er fladere, og Hebron og de sydlige bjerge endnu fladere.
Det er det sværeste på hele siden. Ord kan du lære på en uge. Sowt, stemmen og den form, den tegner hen over en hel sætning, tager måneders lytning, og det er den, der afslører en elev, som har hvert eneste ord rigtigt.
Småordene, der placerer dig
Ingen af dem stopper en samtale. Alle bliver de bemærket.
| betydning | Palæstinensisk | Damaskus |
|---|---|---|
| ikke (foran navneord eller tillægsord) | mu | |
| vi | ne7na | |
| de | hinne | |
| ja | ee | |
| kom her | ta3 | |
| vi kommer | bniji | mniji |
| køleskab | tallaaje | birraad |
Den sjette række er den store, for den er en regel. Begge dialekter sætter et b- foran et almindeligt verbum i nutid. For "vi" beholder palæstinensisk b'et og putter n'et ind bagved: bniji, vi kommer. Damaskus bytter hele begyndelsen ud med mn- og siger mniji. Hvert vi-verbum i sproget bærer det mærke, så det dukker op cirka én gang i minuttet.
Ud over småordene er overlappet næsten totalt. Samme ord for brød, for penge, for træt, for den bus, I begge venter på. Hvor en reel forskel dukker op, er det som regel en husholdningsting med to navne, som køleskabet. Palæstinensere siger , hvor en damaskener siger shee, begge for "ting", og den er så pålidelig, at palæstinensere i udlandet hører den hos hinanden med det samme. (hvad) er fælles, og palæstinenserne runder det lidt mere end damaskenernes shu.
Nogle af de her ord virker også den anden vej og afslører dig som palæstinenser frem for libaneser, og det er det samme trick rettet mod en anden nabo.
-sh i enden af et verbum
Her er den ene ægte grammatiske forskel, og den er værd at lære ordentligt. Palæstinensisk nægter et verbum ved at pakke det ind. ma kommer foran, -sh bliver hæftet på bagi. Damaskus sætter for det meste ma foran og lader halen være.
Det tydeligste sted at høre det er "der er ikke". Palæstinensisk siger ma-fishsh. Damaskus siger ma fee. Samme betydning, samme begyndelse, og palæstinensisk lægger den ekstra hvislen til i enden.
Den hvislen er en nedslidt rest af det gamle ord for "ting", og det er sådan, palæstinensisk, egyptisk og en række andre dialekter alle endte med at sætte parentes om deres verber på den måde. Palæstinensere gør det hele tiden. Damaskus gør det nogle gange, som regel for at understrege noget, og Aleppo næsten aldrig.
Til alt, der ikke er et verbum, har begge sider et kort ord for "ikke". Palæstinensisk , som i mish b3eed, ikke langt væk. Damaskus siger mu. I det palæstinensiske mish ligger det samme "ting"-ord begravet. I det damaskensiske mu gør det ikke, og så har du hele det her afsnit på to stavelser.
Linjen følger ikke grænsen
Nu kommer den del, der vælter hele opstillingen.
Tag , ordet for "stadig" og for "ikke endnu". Jerusalem siger lissa. Jaffa siger lissa. Gaza siger lissa. Damaskus siger lissa. Og så siger Galilæa, som er palæstinensisk efter hvilket mål du end vælger, i stedet. Det gør Libanon også.
Ved det ord løber linjen på tværs midt gennem Palæstina, og Jerusalem havner på Damaskus' side af den.
Det sker igen med køleskabet. Det meste af Palæstina siger tallaaje. Galilæa siger barraad, som er damaskusordet med en anden vokal. Og mn- for "vi", der skulle være det syriske kendetegn, dukker op i landsbyer i Galilæa, uden at der er nogen syrere involveret.
Dialektgrænser er gamle. De følger ægteskabsmønstre, og hvilken købstad folk gik til om fredagen. Grænserne på det her kort er omkring hundrede år gamle, og ingen af dem gad rette sig efter, hvordan nogen taler.
Så hvilken skal du lære?
Den, du kommer til at høre. Det er faktisk hele svaret.
Skal du til Ramallah, gifter du dig ind i en familie fra Jenin, eller arbejder du med palæstinensere hver dag: lær palæstinensisk. Er du frivillig hos syriske familier i Berlin eller Amman: lær syrisk. At veje, hvilken der er "mest nyttig" i det abstrakte, er spild af en beslutning, for afstanden mellem de to er langt mindre end afstanden mellem det, du kan nu, og det, du har brug for.
Og intet, du lærer i den ene, er spildt i den anden. Ordforrådet, verbmønstrene, b- i nutid og stedordene følger alle med. Du bytter en håndfuld småord og én vane i enden af dine verber.
Værd at vide: de fleste af de apps, der lærer dig levantinsk arabisk, gør aldrig valget tydeligt, og et kursus, der sælges som "levantinsk", kan vise sig at være syrisk, libanesisk eller en blanding af det hele, som ingen taler derhjemme. Spørg, før du bruger seks måneder på det.
Det eneste, du ikke skal gøre, er at prøve at holde fast i begge på én gang. Vælg den mund, du vil lyde som, og bliv i den. Den anden kommer af sig selv, gennem lytning, sådan som den gør for alle, der bor her.