Du er i Nablus, din serveece kører om et kvarter, og du aner ikke, hvor stationen er. Så du stopper en på gaden og siger fire stavelser: ween il-ma7aTTa?
Det er hele spørgsmålet. betyder "hvor", betyder "station", og der er intet imellem. Intet verbum. Intet "er". Intet at bøje.
ween, så stedet, og du er færdig
Palæstinensisk springer ordet for "er" over i nutid, så "hvor er stationen?" bliver bare hvor + stationen. Du sætter forrest, nævner stedet bagefter og lader stemmen gå op til sidst. Færdig. (Det manglende "er" er en historie for sig, se Palæstinensisk arabisk har intet ord for "er".)
| Det, du skal bruge | Det, du siger |
|---|---|
| hvor er stationen | ween il-ma7aTTa? |
| hvor er busstoppestedet | ween il-mawqaf? |
| hvor er markedet | ween is-sooq? |
Lær den ene ramme, og du kan spørge efter næsten hvad som helst i byen. Arbejdet ligger i at fylde lageret op med navneord.
Stederne, der er værd at kende ved navn
er aldrig bedre end det ord, du hænger på det. Her er et kompakt sæt, klar til rejsen.
| Sted | Ord |
|---|---|
| station | |
| busstoppested | mawqaf |
| marked | sooq |
| moské | |
| kirke | |
| hospital | |
| butik | |
| rådhus | baladiyye |
| skole | |
| gade | |
| kvarter | |
| område, bydel |
De to sidste bruger du, når du peger på en hel del af byen frem for én bygning. 7aara er de få gader, folk kalder deres egne, manTaqa er det større område, og engelsk "district" kan betyde begge dele. Siden om district sorterer dem, med begge indtalt.
Sæt il- foran for bestemt form. Én hage: foran visse konsonanter bliver l i il- tavst, og den næste lyd fordobles i stedet, og derfor hedder gaden ish-shaare3, og spørgsmålet om markedet ovenfor kom ud som ween is-sooq og ikke ween il-sooq. Det er solbogstaverne, der er på spil, og din mund lærer det hurtigere end dit hoved.
hown og hunaak: her og der
Halvdelen af de svar, du får, er ét ord og en hånd, der peger. Dem her hører du hele tiden:
- : her, lige her
- : der, derovre
- : ved siden af moskéen
er arbejdshesten her. Det betyder "ved siden af" eller "lige ved", og folk tager udgangspunkt i kendte steder: jamb il-mustashfa, jamb id-dukkaan. Fanger du stedet, har du stort set vejvisningen.
Tæt på, langt væk, og hvordan du ved, hvilken du fik
Når stedet er tæt på, hører du (tæt på), som regel med min: qareeb min hown (tæt herfra), qareeb min is-sooq (tæt på markedet). Godt nyt for dine fødder.
Når det er en vandretur, får du (langt væk), som regel med 3an: ba3eed 3an hown (langt herfra). Og når det kan gås, men er irriterende langt, gør folk det blødere til ba3eed , "lidt langt væk". Det udtryk har sparet mig for et par unødvendige taxature i Ramallah og kostet mig en god en i Hebron.
Vil du tjekke, før du binder dig, så løft bare stemmen på tillægsordet. ba3eed? med stigende tone er "er det langt?" Samme ord som i udsagnet, og spørgsmålet ligger helt i melodien.
"Til højre", og venstre, som du aldrig hører
Det eneste retningsord, du faktisk får brug for, er (højre): 3ala yameen, "til højre". Til venstre peger de fleste ærlig talt bare, så hold mere øje med hånden end med ordene. Mellem yameen og en finger, der stikker ned ad gaden, kommer du frem.
Høflighed rækker langt, før du spørger. Start med (undskyld) eller (vær så venlig), og fyr så dit ween af. Og når du først sidder i din serveece, er det næste spørgsmål prisen, som har sin egen lille rytme (se Hvad koster det?).
Sådan foregår det i virkeligheden
Forestil dig det hele på et gadehjørne i Betlehem. Du stopper en fyr: law sama7t, ween il-mawqaf? Han siger måske qareeb, jamb il-jaame3. Eller han nikker med hagen ned ad vejen og siger hunaak, 3ala yameen. Uanset hvad nikker du, siger shukran og begynder at gå.
Du skal ikke bruge hele sætninger til noget af det. ween plus et sted for at spørge, hown og jamb og qareeb for at forstå svaret, og en finger til at klare resten.